Nye indlæg

Kategorier

 

En hest er en hest... eller er den?

11-07-2013 23:40

Hvorfor og hvordan er vores heste forskellige og hvad kan vi bruge det til?

Hesten har i tusinder af år været brugt af mennesket til mange forskellige formål. Som ridedyr, trækdyr, i landbruget, i krig og i nyere tid til sport og hobby. Tidligere var hesten et arbejdsdyr der blev erhvervet fordi den havde et arbejdsmæssigt formål for mennesket. Da landbruget blev mekaniseret og hestevognen udskiftet med biler, blev hesten som arbejdsredskab overflødig i samfundet. Efterfølgende har hesten fået sin berettigelse som hobbydyr og i sporten.

Men hesten har levet i lang tid før mennesket tæmmede den og er i bund og grund et planteædende flokdyr og et byttedyr. Hvis vi derfor kigger på hvad hesten er ”designet” til fra naturens side og hvad den igennem avl er udviklet til, giver det os mulighed for bedre at forstå den enkelte hest og få et bedre samarbejde med den.

Hesteracerne
Alle racer er avlet til forskellige formål og med forskel egenskaber. De er igennem tiden blevet udviklet til bedre og bedre at passe til den disciplin, eller det arbejde, de er avlet henimod.

I grove træk kan man dele racerne op i trækheste og rideheste. Under hver af de to kategorier, breder sig igen en vifte ud af forskellige grene af træk-, køre- og ridediscipliner.

Trækheste
Mange trækheste er af koldblodsracer. De ønskede egenskaber er, at få en stærk hest der kan lægge styrke i forparten og trække vogne eller landbrugsinstrumenter ved at skubbe selen, der er fastgjort til vognen, frem med bringen.

De er i sind rolige da de skal kunne tåle at vente foran vognen, når den står stille, og de skal være rolige og ikke brænde deres energi af ved at stresse foran vognen. Flere avlsforbund har igennem nyere tid avlet hen imod at få en ridehestetype af deres respektive race.

Fx haflingeren og fjordhesten er blevet ”forfinet” for at imødekomme ønsket om hestens kvaliteter og udseende sammenholdt med en lettere mere sporty ridehest.

Rideheste
Rideheste kan både være kold- og varmblodsheste og er igen delt op i hvilken ridedisciplin de skal bruges til. Disciplinerne spreder sig vidt ud i fx dressur, spring, distance, gangarts- og westernridning.

Der er stor forskel på hvordan fx. en ideel dressurhest er bygget i forhold til en ideel distance- eller westernhest. Men de er alle rideheste! Derfor er det svært at skære alle rideheste over en kam, når man taler om dem. Hvad der er den ideelle hest for én rytter - kan for en anden være helt forkert skruet sammen, eller have det helt forkerte temperament.

Generelt
Der findes et utal af forskellige hesteracer, med lige så mange forskellige temperamenter. De indlærer grundlæggende alle på samme måde, men der vil være forskellige indgangsvinkler der virker bedst på de forskellige heste typer alt efter sind og kropsbygning.

Derfor er det vigtigt, at du altid møder en ny hest med en renvisket tavle, og lærer den enkelte hest at kende. Du må finde den pågældende hests motivation, forstå dens adfærd og tage højde for dens krop og eksteriør og sætte forventningerne efter, hvad der er fysisk og mentalt muligt for den enkelte hest.

For alle heste gælder det, at de har nogen grundlæggende behov, de skal have opfyldt. Hestene er flok- og byttedyr, derfor er det vigtigt for hesten at have sin flok, da de er stærkere sammen, end på egen hånd.

De har også behov for at have muligheden for at flygte hvis der er fare på færde. Hvis hesten føler at der er fare på færde og gerne vil flygte, med ikke har muligheden, vil den i stedet vælge at tage kampen op for at forsvare sig.

Når vi er sammen med vores heste, går vi ofte på kompromis med hestens naturlige behov.

Vi tager dem fx.væk fra flokken, eller vi fastholder dem i en stresset situation, hvor de har lyst til at flygte. Samtidig tolererer vi ikke, at hesten vil kæmpe med os, da det i sidste ende kan ende med en meget farlig situation, pga. hestens styrke og størrelse.

Der er stor forskel på hvordan ovenstående påvirker forskellige heste.

De er påvirket af deres alder, opvækst, håndtering igennem leveårerne og hvordan vi selv agerer i situationen. Men grundlæggende vil hesten som udgangspunkt vælge sin flok og at opholde sig steder, hvor den kan have overblik over lurende farer, medmindre vi kan tilbyde den et tilfredsstillende alternativ.

Det er vigtigt, at have forståelse for hestens grundlæggende behov og naturlige reaktionsmønstre, og have dem i tankerne ved håndtering af hesten.

Et eksempel kunne være en rytter der står med en hest, der bliver stresset fordi den er blevet taget væk fra sin flok eller er på ridetur og bliver bange for noget.

Her er det vigtigt, at have forståelsen for at hesten hverken er ”fræk” eller ”stædig”. Det er ganske simpelt ikke følelser som hesten besidder. Stresset og utryg vil her være mere korrekte udtryk at anvende.

Bliver hesten stresset eller bange bliver vi i stedet nødt til at ”vende bøtten” og tænke på, hvad vi kan gøre for at løse situationen på en måde, hvor hesten bliver tryg ved os og samtidig en anden gang vil vælge at gå med os fordi vi har vist dem at vi er et godt alternativ til at fare tilbage til flokken eller væk fra det der er farligt!

Hestens design.
Hesten er et byttedyr og er designet til at være opmærksom på trusler og farer for at overleve. Øjnene sidder på siden af hovedet, så den kan se i en stor radius rundt om sin egen krop. Den kan løbe stærkt, da flugt er dens bedste forsvar hvis den bliver angrebet af et rovdyr.

Hestens lange hals hjælper den med at holde balance og stabilisere sig når den bevæger sig. Hestens ryg danner bro imellem for og bagpart og består af rygsøjlen som er det der bærer ryggen imellem ”bropillerne”. Ryggen kan være kort eller lang. Begge dele har fordele og ulemper. En kort ryg er stærk, men giver til gengæld ikke så stor mulighed for rygsving, som en længere ryg gør. Men til gengæld, jo længere ryggen bliver, des mere vægt skal der bæres i hver ende af ”broen”.

Fra naturens side er hesten forpartsbelastet. Det betyder, at den fordeler mere af sin vægt på forparten end bagparten. Når vi rider på hesten, vil vi som udgangspunkt gerne have, at vores heste fordeler sin vægt ligeligt imellem forpart og bagpart for at hesten kan bære vores vægt på den mest hensigtsmæssige måde.

Rider man dressur og træner øvelser som passage og piaff kræver det, at hesten kan flytte sin vægt bagud i kroppen, således at der er større vægtbelastning på bagerste del af kroppen så forparten kan løfte sig i arbejdet. Derfor er det vigtigt for en dressurrytter, at hesten er bygget, så den har nemt ved at flytte sin vægt tilbage i kroppen.

Varmblodsheste, der er avlet til dressur og spring er derfor avlet til at have en passende stor bagpart til at tage bæring, en ryg der ikke er for lang da det gør det nemmere for hesten at løfte sin forkrop når bagbenene sættes ind under bagparten, men til gengæld lang nok til at give rygsving og formidle den energi imellem forpart og bagpart der gør at især dressurhesten kan have en stor og svævende gang.

Hos de Iberiske heste så som PRE og Lusitano ser man at de har en kort ryg. Det gør det nemmere for hesten at sætte sin bagpart og bagben ind under sin krop og løfte kroppen til øvelser som fx piaff, da den korte ryg er stærk. Til gengæld mister den korte ryg muligheden for at have ligeså meget rygsving som en længere, og gangen bliver ikke lige så stor som hos hesten der har mere ”elastik” i ryggen.

”Trækhestene” Fx fjordhesten er designet således, at den bruger sin forpart meget mere end bagparten, da den foran en vogn skal presse selen fremad for at trække vognen og derved skal lægge rigtig meget pres og vægt i sin forpart. Fjordhesten ”går meget på forparten” Det betyder at når den bevæger sig fremad, lægger den mere vægt på forparten end bagparten og derfor trækker sig fremad med forbenene frem for at skubbe sig fremad med bagparten. Det er derfor mere udfordrende for en forpartsbelastet hest, at lære at flyttet sin vægt over på bagparten, da den starter med betydelig mere vægt på forparten end en hest der er avlet til at skulle bære vægt på bagparten.

Distancehesten skal gå lange distancer og samtidig udøve så lidt slid på sin krop som muligt. Derfor er det hensigtsmæssigt for en distancehest, at den lærer at fordele sin vægt ligeligt imellem forpart og bagpart, når den har rytter på. Det vil ikke være fornuftigt at træne sin distancehest til at lægge sin vægt bagud, da det kun er en kvalitet vi skal bruge, når vi skal lave dressurøvelser der kræver at forparten skal løftes af jorden. Hvis distancehesten gik lange distancer med primær bæring på bagparten, ville den slide unødigt meget på bagparten og med tiden blive ødelagt.

Af ovenstående kan vi konkludere, at træningen af den enkelte hest må tilrettelægges efter en vurdering af hestens eksteriør og den type træning man ønsker at arbejde med.

At arbejde med hesten
Alle heste indlærer ud fra de samme principper om positiv og negativ forstærkning.

Når man arbejder med positiv forstærkning, belønner man sin hest når den har gjort noget rigtigt. Det bliver brugt rigtig meget i tricktræning med godbidder, hvor hesten får en godbid når den har udført en øvelse rigtigt. Men belønningen kan også bestå af at blive nusset eller noget andet som hesten synes godt om.

Ved Negativ forstærkning arbejder man også med belønning, men ikke på samme måde som ved positiv forstærkning hvor belønningen er fx godbidder, nus osv.

Negativ forstærkning fungerer ved, at du lægger et pres på din hest indtil den udfører en ønsket handling. Idet den gør det rigtige fjerner du presset - og det er hestens belønning. Det er i negativ forstærkning utrolig vigtigt, at presset bliver fjernet præcis når den ønskede handling sker, da hesten ellers vil blive belønnet for noget forkert eller ikke forstår, at der var en belønning.

Et eksempel: Du vil lære din hest at gå frem for benene når du rider. Du lægger pres på hestens sider med schenklerne og slipper så snart hesten tager et skridt fremad. Hestens belønning er i dette tilfælde at presset fra benene bliver fjernet. Negativ og positiv forstærkning kan kombineres således at du efter at fjerne presset ved den negative forstærkning (belønning) giver hesten en godbid og derfor forstærker den yderligere med noget positivt og dejligt, for den udførte handling.

Samtidig er det en god ide at indtænke, hvordan man bedst muligt kan motivere hesten til at udføre en øvelse frem for at tvinge den til det. Motivation kan være at få en godbid. Men det kan også være at noget bliver lettere for hesten. Vil du fx træne at træk i tøjlen betyder at hesten skal gå ned i fart kan det fx være en god ide at træne det fra trav til skridt i stedet for at træne det fra hurtig skridt til langsom skridt. For det første giver det en lettere forståelse for hesten at den kan gå mere ned i fart, og for det andet er det meget motiverende for hesten at gå fra trav til skridt frem for at gå kortere tempo i skridt som muligvis er sværere for hesten.

Når vi vil arbejde med vores hest og indlære øvelser, skal vi igen tage hensyn til den enkelte hest. Det er forskelligt hvordan heste indlærer bedst. Nogen heste er meget motiveret for foder, andre synes ikke at det er interessant og for nogen bliver det en stressfaktor da de så har svært ved at holde fokus på andet end godbidden. Det skal dog indskydes at det er en færdighed der kan indlæres igennem træning for den hest der til start stresser over godbidder, så fortvivl ikke hvis du har en hest der umiddelbart mister fokus når der er godbidder i farvandet. Andre heste reagerer hurtigt og fint på pres og negativ forstærkning, og nogen tolererer pres i så høj grad at det kan være svært at lægge presset rigtigt og det nemt bliver til tovtrækkeri i stedet.

Generelt er min oplevelse, at jo mere varmblodet og vågen hesten er, des hurtigere reagerer hesten på negativ forstærkning. Varmblodede heste er meget følsomme for pres og der skal meget lidt påvirkning fra fx schenkel til, før hesten reagerer.

Modsat er de mere rolige ”kolde” heste fx fjordhesten, meget tolerante overfor når du lægger pres på den. Derfor er det vigtigt, at man hurtigt øger sit pres til et sted hvor hesten reagerer og derefter med det samme fjerner presset, så hesten forstår der er en belønning. Holder man presset for forsigtigt og for længe laver hesten modpres og så starter kampen om hvem der er stærkest, hvilket hesten er, med mindre vi giver den mere udstyr på, eller på anden måde tvinger den, for at vinde magtkampen.

Nogen heste bliver misforstået til at være dovne og dumme når de er meget tolerante overfor pres. Det er ikke min opfattelse. Jeg ser det som, at det faktisk er netop de heste, der udfordrer os på hvor gode vi er i vores træning af dem. Vi skal være meget bevidste om vores pres, og især om timingen der udløser belønningen, for at få succes med arbejdet med en pres-tolerant hest.

Så en hest er en hest og så alligevel ikke!
En fjordhest kan gå dressur, men den vil have flere udfordringer end en varmblodshest der ikke skal kæmpe med sit eksteriør. En dressurhest vil omvendt ikke være den optimale hest at spænde for en vogn eller et landbrugsredskab. Den vil kunne udføre arbejdet, men vil ikke have den samme kraft at lægge i forparten som en trækhest og vil muligvis også være for opmærksom/vågen af sind til at kunne slappe af og bruge sine ressourcer på trækarbejdet.

Alle heste kan som udgangspunkt starte et distancestævne, men på de lange distancer er det som oftest araberracerne der gør sig bedst, da de er bygget til at være udholdende. De har en stor lungekapacitet, en let krop og har en god evne til hurtigt at få pulsen ned efter lange ridt.

De fleste hesteracer kan altså godt bruges på tværs af discipliner som de egentlig ikke er ”designet” til. Og alsidig og varieret træning er efter min mening at foretrække for alle heste. Men vil du ride bestemte discipliner fx dressur, distanceridt, western, spring eller andet på højere plan, så kommer du nemmere til resultaterne ved at vælge en hest, der fra naturens side er bygget til det arbejde som disciplinen kræver. Ellers vil din hest have den eksteriørmæssige udfordring oveni dens træning. Samtidig undgår du også både bygningsmæssigt og mentalt at overbelaste hesten på dens svage punkter. Derfor er det vigtigt når man specialiserer sig indenfor en disciplin, at tage højde for, hvilken hest man har, om den passer til arbejdet der kræves, så man undgår unødig slid på hesten.

Så – en hest er en hest, og så alligevel ikke!


Kategori: Blog
 
HorseByNature.dk | CVR: 39728362 | Bredland 18C, 3230 Græsted  | Tlf.: 30 26 66 31 | horsebynature@gmail.com